tirsdag den 23. august 2011
Capivara - verdens største gnaver:)
mandag den 22. august 2011
Hvor er jeg!?!
Den første tid hernede gik med at være fuldtidsturist. Gik gader og stræder tynde, med min sidekick Maj, i et forsøg på at lære byen at kende. Rundt og rundt, op og ned og busser diverse steder hen. Resultatet er nu at jeg er blevet rimlig ferm til at finde rundt:) Bonus! Hvordan er byen så, sidder i nok og funderer.
Jamen, den er på størrelse med Århus, ca 600.000 pax. Juiz de Fora ligger i staten Minas Gerais, der grænser op til staten Rio de Janeiro og ca. 2 timers kørsel ind i landet fra byen Rio de Janeiro. Juiz de Fora er faktisk en bjergby, derfor er her også vildt stejle bakker overalt og temperaturerne en anelse køligere end ude ved havet... Byens omdrejningspunkt er universitetet : Universidade de Federal de Juis de Fora, i daglig tale kaldet UFJF:) For at gå på universitetet her i Brasilien skal man bestå en prøve, der anses for at være ret svær, først herefter er der adgang til de føderale universiteter. UFJF bliver åbenbart anset for at være et af de bedre universiteter her i Brasilien... Grundet uni bor her selvfølgelig også rigtig mange unge mennesker, hvilket bestemt kan mærkes på nattelivet. Så igen, på det område minder byen om Århus - en studieby!
Folk er meget venlige og altid super søde, til at hjælpe én med at finde det man skal bruge. Og så er de altid voldsomt nysgerrige for at finde ud af hvor man kommer fra. Kommentarerne er blandede når de får svaret, lige fra, ahhh demoktati, orden og lige fortove...!?! Men alle synes de at det er spændende at man er her i deres land og spørger gerne hvorfor og hva man laver. Når de så for svaret med, at jeg studerer brasiliansk hjemme i DK, ser de lidt rådvilde ud og snakker som regel om noget andet, Hvorfor har jeg stadig ikk forstået. Eller også griner de... Ellers er folk hernede langsomme, som i laaaaannnnngggsssooooooommmmmeeee. Argh, den er sgu svær at vænne sig til når man kommer fra DK. Jeg kan blive fuldstændig blå i hovedet når jeg er ude og handle. Bip, bip, kassedamen arbejder bestemt ikk på akkord:) Og så alle de poser. De har åbenbart et eller andet snedigt system til når varer skal pakkes. Mange ting må simpelthen ikk komme i samme pose, som et utal af mange andre ting, så når jeg er færdig med at handle, står jeg ofte og vifter med er minimum af 15 poser. Mange af dem med kun en ting i.
Prøvede en dag at sige til damen hun bare skulle stoppe det hele i en pose.... resulterede i at hun gloede mærkeligt på mig og spurgte om jeg mente det. Ja, bare det hele i en pose og så tager jeg resten i min taske, por favor. Wauw, kiggede på mig som var jeg faldet ned fra månen.... Kan bare ikk klare alle de plastikposer - ikk godt for miljøet. Min brasilianske roommate siger dog at det vist er ved at blive lavet om til at man skal betale for sine plastikposer istedet:)
Nå ja, det eneste der ikk går langsomt er deres kørsel. Løb for livet! Tog mig absolut 2 uger at lære at gå over gaden. Den nød troede jeg ellers jeg havde knækket for mange år siden. Hernede er det ikk usædvanligt at gamle damer på vej til bageren bliver ramt af en bil. Som de lokale siger, "de går jo så langsomt." Det tager de ikk så tungt... Her sker også rigtig mange trafikulykker. Ofte kommer jeg forbi et sted hvor der ligger en motorcykel og roder i midterrabatten. Men de er et kapitel for sig, de er de rene kamikaze cyklister...
Ellers er reaktionen på mit nordiske udseende noget blandet. Har både prøvet at biler stopper på gaden for at glo på mig, men på den anden siden forekommer det ret så ofte, at jeg bliver spurgt til råds ang. bussen, når jeg selv står og venter. Faktisk er det værst når mit hår er slået ud, så som oftest har jeg det samlet i nakken. Det er bare rarere at gå rundt, når man kan være lidt i fred og det ikk bare lyser ud af en, at man er en "gringo". Hjemmefra vidste jeg jo godt at brasilianere er "smeltedigel" når det kommer til kultur og udseende. Men må nu alligevel sige at jeg er blevet overrasket over mangfolkeligheden. En gårtur herfra og til supermarkedet og farveskalaen går lige fra nordeuropæer, sydeuropæer og helt over i den asiatiske, afrikanske. Det er virkelig dybt facinerende. Det samme oplever man også mht. penge og status. ved siden af hinanden på gaden går den afblegede kvinde med sin dyre LV taske, middelklasse manden med det gode job og mobilen i hånden og tiggeren, med laset tøj og ingen tænder, der samler plastik og papir fra skraldespandende for at sælge det videre. Det skær i hjertet, men jeg er tydeligvis den eneste der for en klump i halsen, for de lokale er det hverdag. Den samme opdeling kan ses på kørebanen. Familiebilen, holder og venter for rødt, ved siden af den nyeste model af et eller andet smart mærke bil i sort, helt nypudset og bag den sidder to mænd på en på laddet af en vogn, hvor to magre og trætte heste er spændt for.... Uligheden skriger en i øjnene.
Jeg vender snart tilbage med en opdatering ang. universitetet, mine timer der osv.
Og til info: det er nu muligt at skrive kommentarer på min blog:)
Tchau:)
Jamen, den er på størrelse med Århus, ca 600.000 pax. Juiz de Fora ligger i staten Minas Gerais, der grænser op til staten Rio de Janeiro og ca. 2 timers kørsel ind i landet fra byen Rio de Janeiro. Juiz de Fora er faktisk en bjergby, derfor er her også vildt stejle bakker overalt og temperaturerne en anelse køligere end ude ved havet... Byens omdrejningspunkt er universitetet : Universidade de Federal de Juis de Fora, i daglig tale kaldet UFJF:) For at gå på universitetet her i Brasilien skal man bestå en prøve, der anses for at være ret svær, først herefter er der adgang til de føderale universiteter. UFJF bliver åbenbart anset for at være et af de bedre universiteter her i Brasilien... Grundet uni bor her selvfølgelig også rigtig mange unge mennesker, hvilket bestemt kan mærkes på nattelivet. Så igen, på det område minder byen om Århus - en studieby!
Folk er meget venlige og altid super søde, til at hjælpe én med at finde det man skal bruge. Og så er de altid voldsomt nysgerrige for at finde ud af hvor man kommer fra. Kommentarerne er blandede når de får svaret, lige fra, ahhh demoktati, orden og lige fortove...!?! Men alle synes de at det er spændende at man er her i deres land og spørger gerne hvorfor og hva man laver. Når de så for svaret med, at jeg studerer brasiliansk hjemme i DK, ser de lidt rådvilde ud og snakker som regel om noget andet, Hvorfor har jeg stadig ikk forstået. Eller også griner de... Ellers er folk hernede langsomme, som i laaaaannnnngggsssooooooommmmmeeee. Argh, den er sgu svær at vænne sig til når man kommer fra DK. Jeg kan blive fuldstændig blå i hovedet når jeg er ude og handle. Bip, bip, kassedamen arbejder bestemt ikk på akkord:) Og så alle de poser. De har åbenbart et eller andet snedigt system til når varer skal pakkes. Mange ting må simpelthen ikk komme i samme pose, som et utal af mange andre ting, så når jeg er færdig med at handle, står jeg ofte og vifter med er minimum af 15 poser. Mange af dem med kun en ting i.
Prøvede en dag at sige til damen hun bare skulle stoppe det hele i en pose.... resulterede i at hun gloede mærkeligt på mig og spurgte om jeg mente det. Ja, bare det hele i en pose og så tager jeg resten i min taske, por favor. Wauw, kiggede på mig som var jeg faldet ned fra månen.... Kan bare ikk klare alle de plastikposer - ikk godt for miljøet. Min brasilianske roommate siger dog at det vist er ved at blive lavet om til at man skal betale for sine plastikposer istedet:)
Nå ja, det eneste der ikk går langsomt er deres kørsel. Løb for livet! Tog mig absolut 2 uger at lære at gå over gaden. Den nød troede jeg ellers jeg havde knækket for mange år siden. Hernede er det ikk usædvanligt at gamle damer på vej til bageren bliver ramt af en bil. Som de lokale siger, "de går jo så langsomt." Det tager de ikk så tungt... Her sker også rigtig mange trafikulykker. Ofte kommer jeg forbi et sted hvor der ligger en motorcykel og roder i midterrabatten. Men de er et kapitel for sig, de er de rene kamikaze cyklister...
Ellers er reaktionen på mit nordiske udseende noget blandet. Har både prøvet at biler stopper på gaden for at glo på mig, men på den anden siden forekommer det ret så ofte, at jeg bliver spurgt til råds ang. bussen, når jeg selv står og venter. Faktisk er det værst når mit hår er slået ud, så som oftest har jeg det samlet i nakken. Det er bare rarere at gå rundt, når man kan være lidt i fred og det ikk bare lyser ud af en, at man er en "gringo". Hjemmefra vidste jeg jo godt at brasilianere er "smeltedigel" når det kommer til kultur og udseende. Men må nu alligevel sige at jeg er blevet overrasket over mangfolkeligheden. En gårtur herfra og til supermarkedet og farveskalaen går lige fra nordeuropæer, sydeuropæer og helt over i den asiatiske, afrikanske. Det er virkelig dybt facinerende. Det samme oplever man også mht. penge og status. ved siden af hinanden på gaden går den afblegede kvinde med sin dyre LV taske, middelklasse manden med det gode job og mobilen i hånden og tiggeren, med laset tøj og ingen tænder, der samler plastik og papir fra skraldespandende for at sælge det videre. Det skær i hjertet, men jeg er tydeligvis den eneste der for en klump i halsen, for de lokale er det hverdag. Den samme opdeling kan ses på kørebanen. Familiebilen, holder og venter for rødt, ved siden af den nyeste model af et eller andet smart mærke bil i sort, helt nypudset og bag den sidder to mænd på en på laddet af en vogn, hvor to magre og trætte heste er spændt for.... Uligheden skriger en i øjnene.
Jeg vender snart tilbage med en opdatering ang. universitetet, mine timer der osv.
Og til info: det er nu muligt at skrive kommentarer på min blog:)
Tchau:)
søndag den 14. august 2011
tirsdag den 9. august 2011
The morning after og forsættelse på sidste indlæg... Med ost
Ok, vågnede næste formiddag, godt forfrossen (ja, du læste rigtigt) og ret rodet i hovedet. Prøvede forgæves at ringe til Maj, (den anden danske pige, der også er hernede for at studere, hun kom 2 uger før mig- bare lige info til jer der ikk ved det) og besluttede til sidst at gå i bad. Kun koldt vand og skal virkelig grave dybt, for at finde styrken til at træde ind under de iskolde stråler... men ind kommer jeg. Og knap er jeg trådt ud af badet, før det ringer på dørtelefonen. Hertil skal det lige indskydes at jeg er alene i lejligheden og løber nu rundt for at lokalisere telefonen. Finder den, men ingen svarer, så ringer mobilen og det er Maj, hun står ude på gaden. Løber ind i amerikanerens værelse, åbner vinduet (med tremmer for?) og der står Maj, super dejligt at se et kendt ansigt:) Nu er problemet så bare at jeg er låst inde i lejligheden og ingen har husket at give mig nøgler.... fedt. Finder til sidst et nøglebundt og prøver mig frem. Får endelig låst døren op og bliver nu nødt til at låse yderdøren og gitterporten op iført håndklæde. Godmorgen Brasilien! Idet jeg træder ind i lejligheden, står den brasilianske pige og kigger mærkeligt på mig... var åbenbart ikk alene alligevel...
Det viser sig så, at det er en brasiliansk pige i starten af tyverne der bor i lejligheden og at hendes familie bare var på besøg og allerede er rejst igen. Hun udlejer 2 værelser: et til mig og et til den amerikanske pige fra "the hood" aka the bronx i New York.
Maven skriger på mad og Maj og jeg går over på den anden side ad gaden til en slags café og bestiller kaffe, juice og nogle boller, med ost og tomat i. Som er ekstra hyggelig overraskelse, har de dog også lige puttet en bøf ind i bollen... øhh. Indbagt bøf, det er alligevel første gang! Bestiller noget andet, nemlig Pão de queijo. En fin lille bolle med flydende ost indeni. De spises morgen, middag og aften og er nærmest en hellig ting. De rigtige kommer, ifølge de lokale, fra staten Minas Gerais, den jeg bor i og alt andet er dårlig efterligning... Aha! Hertil skal det så siges at efter 2 ugers kendskal med Juiz de Fora, er jeg ikke det mindste i tvivl om at jeg er landet i ostens by... jeg har aldrig i mit liv spist så meget ost. Der skal ost i alt og ovenpå alt...
Det viser sig så, at det er en brasiliansk pige i starten af tyverne der bor i lejligheden og at hendes familie bare var på besøg og allerede er rejst igen. Hun udlejer 2 værelser: et til mig og et til den amerikanske pige fra "the hood" aka the bronx i New York.
Maven skriger på mad og Maj og jeg går over på den anden side ad gaden til en slags café og bestiller kaffe, juice og nogle boller, med ost og tomat i. Som er ekstra hyggelig overraskelse, har de dog også lige puttet en bøf ind i bollen... øhh. Indbagt bøf, det er alligevel første gang! Bestiller noget andet, nemlig Pão de queijo. En fin lille bolle med flydende ost indeni. De spises morgen, middag og aften og er nærmest en hellig ting. De rigtige kommer, ifølge de lokale, fra staten Minas Gerais, den jeg bor i og alt andet er dårlig efterligning... Aha! Hertil skal det så siges at efter 2 ugers kendskal med Juiz de Fora, er jeg ikke det mindste i tvivl om at jeg er landet i ostens by... jeg har aldrig i mit liv spist så meget ost. Der skal ost i alt og ovenpå alt...
tirsdag den 2. august 2011
1 uge i Brasilien - Juiz de Fora
Så er jeg her. Efter al den planlægning er jeg endelig ankommet til min brasilianske destination:)
Tror faktisk jeg vil starte med starten. Altid et godt sted at lægge ud.
Sidste mandag, el for at være helt nøjagtig natten mellem søndag og mandag, var det op helt usandsynligt tidligt, for at nå toget til Kastrup lufthavn, hvorfra flyet til London afgik kl 11. Aldrig sjovt at sige "På gensyn" i en lufthavn. Rundt i Terminal 5 med hovedpuden under armen, som en lille pige og videre med flyet til Rio de Janeiro. Uha, British Airways har gode film - så 3 stk. Ankom kl 2 om natten dansk tid, 9 lokal tid, lettere rundt på gulvet og med en franskmand ved min side, der ville sikre sig at brasilianerne ikke kidnappede mig og at min kørelejlighed var nået frem:) Det var den heldigvis. En meget venlig repræsentant fra universitetet og en chauffør. I min søvngængertilstand stak jeg dem, som en rigtig dansker, klør 5 til goddag og de gloede på mig. God start Louise. Havde helt svedt ud, at hernede er det kindkyssene der gælder.
Faktisk skal det lige tilføjes, at da flyet lagde an til landing så jeg den store cristo statue. Langt væk fra, men det tæller:) Flot syn. Gjorde det ret så virkeligt at jeg var ankommet til Brasilien.
Blev i susende fart op gennem bjergene, kørt hjem til min værtsfamilie. Blev sat af og stod så der på fortovet, med kufferter og pude i hånden og blev leveret videre til en sød ældre herre i pyjamas. Repræsentant og chaufør vinkede og så havde jeg ligesom ikke andet valg end at følge efter... trådte ind i en lejlighed, hvor jeg blev præsenteret for konen og deres datter på 12 år. De viste mig mit værelse og bød mig at sidde i stuen med dem. De taler ikke et ord engelsk! Meget søde mennesker, men virkelig svært at begå sig efter et døgns transport og trætheden bare er overvældende. Men det gik:) Trods moderen blev ved med at tilbyde mig et glas mælk og faderen ævlede løs om sine 3 piger. Viste sig at grunden til jeg ikke kunne gå i seng, var at vi ventede på den mellemste datter og en amerikaner, der åbenbart også boede i lejligheden. Hilste på dem, tog et hurtigt bad og strøg på hovedet i seng. Men ik inden jeg så at samtlige 4 familiemedlemmer boede sammen i det store soveværelse... que???
Tror faktisk jeg vil starte med starten. Altid et godt sted at lægge ud.
Sidste mandag, el for at være helt nøjagtig natten mellem søndag og mandag, var det op helt usandsynligt tidligt, for at nå toget til Kastrup lufthavn, hvorfra flyet til London afgik kl 11. Aldrig sjovt at sige "På gensyn" i en lufthavn. Rundt i Terminal 5 med hovedpuden under armen, som en lille pige og videre med flyet til Rio de Janeiro. Uha, British Airways har gode film - så 3 stk. Ankom kl 2 om natten dansk tid, 9 lokal tid, lettere rundt på gulvet og med en franskmand ved min side, der ville sikre sig at brasilianerne ikke kidnappede mig og at min kørelejlighed var nået frem:) Det var den heldigvis. En meget venlig repræsentant fra universitetet og en chauffør. I min søvngængertilstand stak jeg dem, som en rigtig dansker, klør 5 til goddag og de gloede på mig. God start Louise. Havde helt svedt ud, at hernede er det kindkyssene der gælder.
Faktisk skal det lige tilføjes, at da flyet lagde an til landing så jeg den store cristo statue. Langt væk fra, men det tæller:) Flot syn. Gjorde det ret så virkeligt at jeg var ankommet til Brasilien.
Blev i susende fart op gennem bjergene, kørt hjem til min værtsfamilie. Blev sat af og stod så der på fortovet, med kufferter og pude i hånden og blev leveret videre til en sød ældre herre i pyjamas. Repræsentant og chaufør vinkede og så havde jeg ligesom ikke andet valg end at følge efter... trådte ind i en lejlighed, hvor jeg blev præsenteret for konen og deres datter på 12 år. De viste mig mit værelse og bød mig at sidde i stuen med dem. De taler ikke et ord engelsk! Meget søde mennesker, men virkelig svært at begå sig efter et døgns transport og trætheden bare er overvældende. Men det gik:) Trods moderen blev ved med at tilbyde mig et glas mælk og faderen ævlede løs om sine 3 piger. Viste sig at grunden til jeg ikke kunne gå i seng, var at vi ventede på den mellemste datter og en amerikaner, der åbenbart også boede i lejligheden. Hilste på dem, tog et hurtigt bad og strøg på hovedet i seng. Men ik inden jeg så at samtlige 4 familiemedlemmer boede sammen i det store soveværelse... que???
Abonner på:
Opslag (Atom)