Ok, vågnede næste formiddag, godt forfrossen (ja, du læste rigtigt) og ret rodet i hovedet. Prøvede forgæves at ringe til Maj, (den anden danske pige, der også er hernede for at studere, hun kom 2 uger før mig- bare lige info til jer der ikk ved det) og besluttede til sidst at gå i bad. Kun koldt vand og skal virkelig grave dybt, for at finde styrken til at træde ind under de iskolde stråler... men ind kommer jeg. Og knap er jeg trådt ud af badet, før det ringer på dørtelefonen. Hertil skal det lige indskydes at jeg er alene i lejligheden og løber nu rundt for at lokalisere telefonen. Finder den, men ingen svarer, så ringer mobilen og det er Maj, hun står ude på gaden. Løber ind i amerikanerens værelse, åbner vinduet (med tremmer for?) og der står Maj, super dejligt at se et kendt ansigt:) Nu er problemet så bare at jeg er låst inde i lejligheden og ingen har husket at give mig nøgler.... fedt. Finder til sidst et nøglebundt og prøver mig frem. Får endelig låst døren op og bliver nu nødt til at låse yderdøren og gitterporten op iført håndklæde. Godmorgen Brasilien! Idet jeg træder ind i lejligheden, står den brasilianske pige og kigger mærkeligt på mig... var åbenbart ikk alene alligevel...
Det viser sig så, at det er en brasiliansk pige i starten af tyverne der bor i lejligheden og at hendes familie bare var på besøg og allerede er rejst igen. Hun udlejer 2 værelser: et til mig og et til den amerikanske pige fra "the hood" aka the bronx i New York.
Maven skriger på mad og Maj og jeg går over på den anden side ad gaden til en slags café og bestiller kaffe, juice og nogle boller, med ost og tomat i. Som er ekstra hyggelig overraskelse, har de dog også lige puttet en bøf ind i bollen... øhh. Indbagt bøf, det er alligevel første gang! Bestiller noget andet, nemlig Pão de queijo. En fin lille bolle med flydende ost indeni. De spises morgen, middag og aften og er nærmest en hellig ting. De rigtige kommer, ifølge de lokale, fra staten Minas Gerais, den jeg bor i og alt andet er dårlig efterligning... Aha! Hertil skal det så siges at efter 2 ugers kendskal med Juiz de Fora, er jeg ikke det mindste i tvivl om at jeg er landet i ostens by... jeg har aldrig i mit liv spist så meget ost. Der skal ost i alt og ovenpå alt...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar